Rockhistorier

Hør Lana Del Rey synge Sublime, og Iggy Pop i lag med Donovans nummer 1 hit fra 1966. Oplev Whitney Houstons pladedebut som 19-årig med en sang af Soft Machines Hugh Hopper. Nyd Toots & the Maytals flotte Radiohead-cover. Hør en flok cowboys give Kraftwerk én på kasketten, og synthduoen Tears for Fears ømme Robert Wyatt-fortolkning. Og meget, meget mere, tyve skæve, skøre og skønne fortolkninger i alt!Rockhistorier elsker en god coverversion, hvad enten det er en evergreen, der får en overhaling, eller et overset nummer, der hives frem af glemslen, og får en tur mere rundt i manegen. Derfor kaster værterne sig for tredje gang over en række fortolkninger, som de af den ene eller anden grund føler, det er værd at gøre opmærksom på. De oprindelige kunstnere er angivet i parentes, hvis behovet for at høre originalerne, eller måske ligefrem lave en alternativ playliste med forlæggene skulle opstå. God fornøjelse.Playliste: 1. Maxayn: Gimme Shelter (1972. Orig.: The Rolling Stones, 1969) 2. Lana Del Rey: Doin’

Den mest indflydelsesrige person fra 1970ernes singer/songwriter-scene er Joni Mitchell. I kraft af bundløs musikalitet, uimodsigelig originalitet og ikke mindst afgrundsdyb foragt for konventioner, faste former og ”plejer”, har hun konsekvent hævet barren for sangskrivningskunsten. I denne episode ser Rockhistorier på hendes unge år – fra starten som Joan Baez-klon frem til det afgørende gennembrud i 1971 med Blue.Født Roberta Joan Anderson på den canadiske prærie i 1943 vokser hun op som enebarn med et par småborgerlige forældre. I 1952 bliver hun offer for den store polioepidemi, hvad der efterlader hende med svækket muskelkraft i venstre arm, hvilket er en del af forklaringen på hendes originale guitarteknik. Skolen siger hende ikke stort, fraset en engelsklærer, der lærer hende, at ”male med ord”. Som teenager lytter og danser hun til tidens rock’n’roll, samt tegner og maler. Det bliver vokaltrioen Lambert, Hendricks & Ross, der åbner hendes ører for jazzfolk som Miles Davis, Johnny Hodges og Charlie

Som faste lyttere vil vide, startede den ene af værterne sin musikalske tilværelse som Glam-kid (den anden var kronisk skæv flipper). Så vi skal i aftenens afsnit tilbage til drengeværelserne i Kokkedal. Emnet er nemlig selveste Marc Bolan – den absoluttet frontfigur i bandet T. Rex, der satte gang i fænomenet glamrock (eller glitterrock, som vi også kaldte det dengang), og i begyndelsen af 1970’erne udløste et massehysteri – kendt som T. Rextasy – som man skal tilbage til The Beatles for at finde magen til. Der var ikke mange tørre teenagetrusser tilbage.T.Rex fik aldrig rigtig hul igennem i USA, men i England og det meste af resten af Europa var de en afgørende faktor, når det gjaldt om at vaske tavlen ren efter 1960’erne. Glamrock var bevidst apolitisk og sked hul i begreber som ægthed og autenticitet. Det handlede primært om fest, ballade – og sex. Altså rockmusikkens egentlige udgangspunkt.Marc Bolan startede ellers karrieren som Tolkien-dyrkende ærkehippie i duoen Tyrannosaurus Rex, der primært benytted

I denne ombæring af Rockhistorier havde vi sanger og sangskriveren Christian Hjelm i gæstestolen. Det var både skægt, underholdende og illuminerende, for han valgte at bruge lejligheden til at fortælle om sin musikalske rejse fra han som 4-årig forelskede sig i temaet til ’Bamses Billedbog’ til hans musikalske odyssé kulminerede med Prodigys elektroniske punk i de sene 1990ere, hvor han selv gjorde sin entre på musikscenen. Men i stedet for at have ham som gæst i studiet, drog Rockhistorier til i det mørke Jylland, for at møde Hjelm på Engelsholm Højskole, hvor han også underviser. Så Rockhistorier blev i denne omgang optaget foran et levende, corona-testet, entusiastisk og ungt publikum, hvad der var spændende, for det gav forløbet en helt anden nerve og dynamik.Lige nu er Hjelm aktuel med kollektivet 'Nymalet', som består af syv koryfæer fra den danske musikscene – heriblandt Katinka og Johan Olsen – der netop har udsendt sin debutsingle. Han blev oprindelig kendt som sanger og guitarist i trioen Figurines,

Alle har prøvet det. At være barn, altså. For nogle den bedste tid i livet, for andre den værste – og for de fleste lidt af begge dele samt en hulens masse regnfulde dage, hvor tiden bare slæbte sig afsted. Hvordan det end vendes og drejes, er det de år, der former og påvirker os lige til, vi tjekker ud. Tilmed også en tid spækket med indtryk, oplevelser, venskaber, bøvl og ballade, grundangst, skolegang og førstegangserfaringer, så stof er der jo nok af.Litteraturen er da også fuld af bøger om barndommens land, og det skorter heller ikke på film om emnet. Derfor overraskede det os en smule, at det ikke ligefrem myldrer med sange om de formative år, men heldigvis var der nok gode af slagsen til at sammensætte en afvekslende og udfordrende spilleliste om emnet. Der blev plads til en stribe glade og positive sange om den vilde tid, men da det nu engang er Rockhistorier selvfølgelig også en pæn stak, som er triste og tragiske i anslaget. De to ældste er fra 1967, og de to nyeste er fra 2020, så et tidsmæssigt sp

’Rockhistorier’ starter denne gang i Australien. Nærmere bestemt på et dramakursus på universitetet i Brisbane, Queensland, hvor forstadsknægten Robert Forster i efteråret 1977 møder den jævnaldrende Grant McLennan, der var vokset op på en kvægfarm. Der er god kemi mellem de to ungersvende, og da Robert allerede er fanget af musikken, spiller guitar og har forsøgt sig i et par grupper, opfordrer han Grant til at lære at spille bas, så de kan danne et band sammen.Som sagt så gjort, og i april 1978 optræder de offentligt for første gang sammen med en ven på trommer. Måneden efter går de i studiet og indspiller en ode til den amerikanske skuespiller Lee Remick, der også bliver titlen på debutsinglen. B-siden er en hyldest til den lokale bibliotekar ”Karen”, hvilket ligesom gruppens navn, der stammer fra en engelsk roman af L.P. Hartley fra 1953, understreger, at vi har med et par belæste unge herrer at gøre. Det kan også høres i deres tekster.Som så mange andre håbefulde australske bands – blandt andet vennerne

Der er sjældent blevet grinet så meget i Rockhistorier, som da Dicte kom til gæstebud, for udover hendes musikalske talent og passion for den musik, hun elsker, er hun også virkelig sjov. Når der ikke blev grinet og talt i munden på hinanden, fortalte Dicte om sin medbragte playliste, der formede sig som hendes vej gennem musikken. Lige fra hendes mor spillede Marvin Gaye for hende, da hun lå i vuggen, til hun tredive år senere selv spillede Eminem for sin egen spæde datter. Dermed var cirklen sluttet, og to timer fløjet afsted.Dicte er aktuel med sit ottende soloalbum, Good as It Is, som i Rockhistoriers optik er et klokkeklart karrierehøjdepunkt. Også selvom det blev skabt under corona-nedlukningen ved at sende filer frem og tilbage mellem producer Jonas Struck, en lang række dygtige musikere og solisten selv. Hun kommer ud i mange hjørner, både som sangskriver og som vokalist, der er åbenlyst tale om det, der i firserne kaldtes indre nødvendighed, for her er noget på spil. Det er svært ikke at blive impone

Da verden myldrer med bizarre eksistenser, sære skæbner og utallige eksempler på at virkeligheden overgår fantasien, hvorfor så ikke omsætte noget af det righoldige stof til sangkunst? Det er der masser af gode eksempler på, og nogle af de bedste præsenterer Rockhistorier i denne ombæring.Historierne er lige så forskellige som de syngende, men generelt med et tragisk anslag, selvom der også er blevet fundet plads til et par med en ’happy end’. Som for eksempel Dixie Chicks’ hit fra 1999, ”Goodbye Earl”, hvor Mary Anne hjælper med at ombringe Wandas voldelige mand Earl, for efterfølgende at få ham til at forsvinde. Helt. Det kalder vi en lykkelig slutningMen ellers – fortællinger om lejesoldater, fan-stalking, teenagegraviditeter og hekseforfølgelser, om selvmord og fængselsoprør, om at stikke af med firmakassen, om onde nonner og hævnende genfærd, om at komme frem i verden via prostitution og meget andet snavs fra det kaos, vi kalder livet. Rockhistorier kan rigtig godt lide en god historie godt fortalt, så h

The Who fremstod i årene 1964-1974 som et af de mest eksplosive og konfliktsøgende rockbands, de britiske øer indtil da havde begavet verden med. Bestående af fire ’frenemies’ fra bydelen Ealing i det vestlige London, var det fra starten det mest aggressive og mindst glamourøse orkester, der forestilles kan. Gruppens koncerter kulminerede som regel i, at gruppens guitarist og sangskriver, Pete Townshend, smadrede sit instrument, mens galningen Keith Moon splittede sit trommesæt ad. Den udsøgte bassist John Entwhistle stod stille som en statue og betragtede, mens forsanger Roger Daltrey på en god dag gav en hånd med. Efter en tøvende start som The High Numbers lagde The Who sig helt i toppen af den bølge af bands, som fulgte i hælene på The Beatles med en stribe uforglemmelige singler, stort set alle rockklassikere i dag. Rundet af ‘Mod’-subkulturen (uden at være deciderede mods selv) med dens fascination af tøj, speed, scootere og slagsmål, var der ikke skyggen af en klassisk kærlighedssang blandt dem. Tow

Casper Clausen solodebuterede i år med det ekskvisitte Better Way, og Rockhistorier skyndte sig derfor at indforskrive den travle herre til et par snurrige og informative timer, hvor han spillede noget af den musik, der har inspireret ham, og ikke mindst noget af det han lytter til lige nu. Clausen havde både kendte og i dén grad mindre kendte navne med på sin inspirerende playliste, og det gav anledning til refleksioner over hvad det er, musik formår bedre end nogen anden kunstart.Clausen er kendt som forsanger og sangskriver i det internationalt anerkendte indierocktrio Efterklang, som siden debuten med det kritikerroste Tripper i 2004 har udsendt fem fornemt krævende album med elementer af postrock, dream pop, dark wave, electronica og alternative folk. Heraf er flere af dem blevet udsendt på prestigiøse pladeselskaber som The Leaf Label og 4AD. Efterklang består udover Clausen af Mads Brauer og Rasmus Stolberg, tre ungdomsvenner fra Sønderborg, der sammen har erobret verden. Til gruppens ambitiøse koncert

Dream Pop er en lidt flydende betegnelse, der ofte overlapper med både shoegazing og neo-psycedelica. Termen føres ofte tilbage til den altid velskrivende og vidende engelske musikjournalist Simon Reynolds. Rockhistoriers værter har valgt at lægge snittet fra skotske Cocteau Twins - der på mange måder kan høres som det kvintessentielle dream pop-orkester – til amerikanske Cigarettes After Sex, som er et af de seneste skud på stammen. Med en prolog fra den århusianske trio Moral (ja, de er fra dengang Aarhus blev stavet med Å), der på mange måder fremstår som et tidligt hjemligt bud på drømmepop.Stemningen er, som navnet indikerer, drømmende, sfærisk og æterisk med fokus på musikalsk tekstur og stoflighed fremfor melodi og fremdrift. En dyne af lyd, hvor det ofte er svært at skelne de enkelte instrumenter fra hinanden. Vokalen er ofte mikset ned i lydbilledet, og de steder, hvor det er muligt at dechifrere teksten, er den som regel mere billedskabende end egentlig betydningsdannende.Klichéen om at musik skal h

Dolly Parton fyldte 75 i januar i år, og Rockhistorier fejrer ikonet med en række tragiske og sørgelige sange fra hendes kompositoriske storhedstid, årene 1966-1977. Grunden til at Dolly Parton er så universelt elsket, hænger naturligvis sammen med hendes vidunderligt boblende personlighed, massive charme og selvironi, rappe replikker, utrættelige filantropi, misundelsesværdige forretningssans, fantastiske fremtoning, åbenlyse charme, herlige humoristiske sans og overbevisende medmenneskelighed. Men Rockhistoriers kærlighed til damen skyldes sangene, selvom de svinger i kvalitet. At hun har skrevet over 3000 sange, er ikke ensbetydende med, at hun har skrevet 3000 gode sange. Det seriøst uopslidelige sangskrivningsguld i Dolly Partons omfangsrige repertoire er i udstrakt grad at finde i hendes rene countryfase, det vil sige de 18 lp’er, hun udsendte i årene 1966-1977. Nå ja, plus de 12 duo-skiver, hun udgiver sammen med makkeren Porter Wagoner i perioden. Rundet af en barndom i dyb fattigdom er hendes tekstun

Sidst vi forlod Nick Cave var med albummet ’Let Love In’ fra 1994, hvor han var blevet et stort undergrundnavn, men dog ikke større end at vi stort set kunne have ham for os selv. Det skulle dog ikke vare ved.For vi indleder anden del af vores portræt af den egensindige australier med hans helt store gennembrud – den noget overraskende duet med Kylie Minogue, ”Where the Wild Roses Grow” fra 1995.Den blev i 1997 fulgt op af succesalbummet ”Boatman’s Call”, der for alvor gjorde ham stueren, men også viste en ny intim side af både kunstneren og mennesket Nick Cave. Herefter lykkes det ham både at kvitte heroinen, finde sit livs kærlighed, flytte til det mondæne Brighton samt blive tvillingefar. Men heldigvis uden at blive sat og kedelig af den grund.Kunstnerisk rastløshed og en nærmest manisk arbejdsindsats har ført til en lang stribe albums med flere forskellige bands, endeløse turneer, et par bøger, to dokumentarfilm, filmmanuskripter samt en del soundtracks. Plus det løse. Tabet af sønnen Arthur i 2015 ledte

’Rockhistorier’ hylder i det første af to afsnit sin generations ubestridt største sangskriver, Nick Cave. Begge værter har været med om ikke fra begyndelsen, så dog fra ganske tidligt i forløbet. Selv om der er meget fra firserne, som enten er fortrængt eller glemt, husker begge, husker både Henrik og Klaus i tydelige glimt den martsaften i Saltlageret i 1983, hvor de oplevede Nick Cave for første gang på en dansk scene i front for The Birthday Party. De var med bemærkelsesværdig effektivitet i færd med at dekonstruere rockmusikken, mens bassisten Tracy Pew lå og spillede bas med hovedet begravet inde i stortrommen og Cave bød op til slagsmål.Senere blev Cave – uden at gå på kunstnerisk kompromis – noget mere stueren, da han med udsøgt stil og smag kastede sig over den klassiske sangskrivning med stor S. Vi lægger i det første kapitel snittet, fra før han blev den kreative klasses kæledægge, og vi havde ham stort set for os selv. Det vil sige lige før det store gennembrud i form af duetten med Kylie Minogue

I dette afsnit af Rockhistorier hyldes nogle af dem, der forlod os det herrens år 2020, hvor en stor del af dødsfaldene naturligvis skyldtes den der forbandede covid-19, selvom den ikke kan holdes eneansvarlig. Der kommes vidt omkring i det musikalske landskab, dine værter har en bred smag (selvom der er grænser!) og de har lagt vægten på deres personlige favoritter, for som Henrik ynder at formulere det: ”Det er det fede ved at have sin egen podcast!” Alderspræsidenten i år blev vores egen Bent Fabricius-Bjerre med 97 – også selvom 2. verdenskrig-ikonet Vera Lynn blev 103; men der blev altså ikke plads til alle! – og den yngste var Justin Townes Earle, der kun blev 38. Derimellem ikoner som Little Richard, Toots Hibbert, Florian Schneider fra Kraftwerk, Genesis P-Orridge, der bedst huskes fra Throbbing Gristle og MF DOOM. Og derudover alle de der mere eller mindre kultagtige figurer, der gør det så givende og interessant at være musiknørd. For sørgeligt som det er, har vi lov til at glæde os over den musik,

Så gik 2020 og let’s face it: Sikke et lorteår. Men blandt de gode nyheder var dog, at Rockhistorier efter en ufrivillig pause vendte tilbage, nu som brugerfinansieret podcast.Og så lettede det noget af trykket, at denne Trump ikke blev genvalgt. Men ellers pandemi, fanden og hans pumpestok. Hvilket igen betød, at det ikke blev til mange koncerter, hvad der godt nok gav podcastens værter grimme abstinenser ind i mellem.Til gengæld har musikere fra hele verden spyttet musik ud i så store mængder, at selvom man helt droppede at sove, fik man ikke hørt det hele. Men traditionen tro har Henrik og Klaus samlet en buket af det bedste af det, de dog fik hørt, når de ikke lige passede deres respektive job eller forberedte det seneste afsnit af Rockhistorier.Men selvom USA og England er stærkt repræsenteret var det også et godt år for dansk musik, hvorfra vi har ikke færre end fem navne med. Også Portugal/Spanien, Frankrig, Mali, Finland og Elfenbenskysten er repræsenteret, så der er da farver på. Godt nytår til både

Denne uges gæst i ’Rockhistorier’ blev engang spurgt om, hvad der inspirerede hende. ’Transportsystemer’ lød det klare svar. Samme originale og overrumplende tilgang til musikken præger hendes valg og motivationer i denne udgave af ’Rockhistorier’. Det var en udsøgt fornøjelse. Henriette Sennevaldt (f. 1977) dannede i midten af 1990’erne bandet Under Byen sammen med veninden Katrine Stochholm. De skabte hurtigt deres helt eget musikalske univers og pladedebuterede med ep’en ’Puma’ i 1997. I 1999 landede debutalbummet ’Kyst’, der fik en nærmest ekstatisk modtagelse i den danske presse og nogen mente ligefrem, at man ville tale om ”dansk musik før og efter Under Byen”. I Politikens Dansk Rock Leksikon blev albummet optaget på en liste over de 50 vigtigste danske plader nogensinde. Gruppen udsendte yderligere tre studiealbum, hvoraf det sidste, ”Alt Er Tabt”, så dagens lys i 2010. Skiftende konstellationer satte deres markante aftryk på lyden i Under Byen, som dog altid var nemt genkendelig på grund af Henriette

Rockhistorier hylder en række af de kvindelige aktører, som i perioden 1975-1982 ændrede både rocken og poppen med lige dele frækhed, livsappetit og dødsforagt. Her blev der sat ord på såvel feministiske som lesbiske erfaringer, rejst kritik af kønsroller, småborgerlighed, parforhold og forbrugersamfund og berettet om fremmedgjorthed og civilisationslede, men selvfølgelig også sunget om sex, drugs and rock’n’roll, som det sig hør og bør. For da først punken og siden postpunken satte attitude og vilje over teknisk kunnen og skønsang, og new wave-musikken gav poppen kant og nerve, kom kvinderne for alvor ind i kampen, og skabte i processen nogle af periodens mest personlige, originale og uforglemmelige indspilninger.I hælene på Patti Smiths uafhængighedserklæring fra debutalbummet Horses i 1975 – ”Jesus died for somebody’s sins, but not mine” – sparkede en række solister og grupper døren op til den indtil da mandsdominerede rock, og anviste efterfølgende nye veje og muligheder, som solister, i rene pigegrup

Rockhistorier hylder denne gang ikke bare et, men to af de bedste danske bands nogensinde nemlig Sods og Sort Sol. Første gang værterne stødte på orkestret var på tærsklen til et kuldslået årti i det forrige årtusinde, hvor de spillede et kort kantet sæt, der gjorde mindst lige så stort et indtryk som aftenens hovednavn, Iggy Pop. Siden har vi fulgt dem i tykt og tyndt – og tro os, det har ikke altid været nemt og satte ofte ens tålmodighed på en hård prøve. I de tidlige år kunne man snildt vente både to, tre eller fire timer efter det annoncerede koncerttidspunkt, før de indfandt sig på scenen. Men de var (næsten) altid ventetiden værd. De har som ingen andre herhjemme været bevidste om, at rock også er et spørgsmål om stil og attitude. Undervejs i den lange karriere har de leveret hovedværker inden for både punken, postpunken, garagerocken og sammenbrudspoppen samt vist, hvordan man bliver en del af mainstreamkulturen uden at miste bid, vid, vildskab og uforudsigelighed.De har aldrig spillet det sikre kort,

Den 12. november i år blev den store canadier Neil Percival Young 75 og det skal fejres! Denne uforbederlige rock’n’roller og superskarpe sanger/sangskriver er en af musikscenens mest afholdte stjerner, og hvad det angår holder Rockhistorier sig ikke tilbage. Så flaget hejses, mens der diverteres med en række næsten sandfærdige skrøner og noget allerhelvedes god musik.Da værket er enormt, rettes fokus på årene 1966 til 1979, det vil sige fra Young først blev kendt som medlem af gruppen Buffalo Springfield til han bød 1970erne farvel med en af karrierens stærkeste lp’er, Rust Never Sleeps. Nok Neil Youngs guldalder, for her indspilledes en stribe af de sange, der udgør rygraden i hans koncertrepertoire. Som solist eller sammen med Crazy Horse og for en kort bemærkning sågar som medlem af supergruppen Crosby, Stills, Nash & Young.Begge værter har været fans af Young en små fem årtier, og set utallige koncerter med ham siden den første og fuldstændig uforglemmelige i Falkoner Salen det herrens år 1976. Det v