Bærbar Visdom

”How are you?” kan få mange danskeres pis i kog. Hvorfor spørger de om det, når de ikke er interesseret i at høre svaret? Hvor overfladisk kan man være? Det kommer overhovedet ikke dem ved, hvordan jeg har det! I virkeligheden er den amerikanske og engelske hilsemåde alt andet end overfladisk, mener idéhistoriker Mette Bærbach Bas. Den giver faktisk bedre betingelser for en dybere interaktion.

Når vi rejser ud i verden, tror vi, at vi gør det for at opleve verden. I virkeligheden gør vi det for at blive klogere på os selv. I vor tid er det slet ikke nødvendigt at rejse ud i verden. Vi kan bare tage i City Vest. Her kan vi hver eneste dag spejle os i andre kulturer. Hvis vi turde, kunne vi lære så uendelig meget om os selv og hinanden. Problemet er bare, at vi ikke snakker ret meget med hinanden på steder som City Vest. Det kommer ligesom mere af sig selv på en lækker fortovsrestaurant i Madrid, end når vi venter i køen ved posthuset foran Føtex oppe på plan 3.

Tak for hyggebrokken, siger debattør og idéhistoriker Mette Bærbach Bas, der undersøger, hvad hyggebrokken i virkeligheden handler om hos danskerne.Hvis du sidder i dit samtalekøkken og bliver indigneret over, at naboens bil igen skygger for din udsigt, så er det fordi, du ikke har andre - mere krævende - ting at gå op i. Så har du det godt. Derfor er brokkeriet et privilegium. Næste gang du tager dig i at hyggebrokke, så hyg dig med det for himlens skyld.

Påsken er glædens højtid. Det er tiden, hvor vi køber påskeliljer i supermarkedet og hygger med at gro karse i vindueskarmen. Men har du tænkt over, hvor meget glæde der ligger gemt i alle de små forårshandlinger?”Julen varer helt til påske,” synger vi under hjerternes fest, hvor vi mærker kærlighed og taknemmelighed. Disse følelser har stor tyngde og passer godt til den tunge årstid med vinter, kulde og mørke. Påsken, derimod, varsler lysere tider og en langt lettere følelse, nemlig glæden. Denne glæde er fundamentet for resten af årets frembringelser. Der er i denne tid vi bygger op, lægger planer og tager initiativ. Det hele sættes i gang af den glæde og positive forventning til året, som påsken og alle de dejlige forårstegn bringer med sig.

En kvadratisk, praktisk og god barndom – er det sådan vi ønsker, vores børn husker deres første år? Idéhistoriker Mette Bærbach Bas fortæller om sit første møde med vore dages skærmoptimerede SFO.Ved receptionen byder min nye chef mig velkommen. ”Nu skal du se”, siger han og peger på en skærm. Det er meningen, at jeg registrere mig, når jeg møder ind om morgenen. Jeg finder mit billede og klikker på det. Min chef fortsætter med at forklare symbolerne: Skrivebord, Mødelokale, Kantine, Toilet, Pause og Gået hjem. ”Hver gang du skifter placering, skal du registrere dig på skærmen” forklarer min chef mig. ”Det er meget vigtigt, at vi ved, hvor du er hele tiden. Vi skal kunne dokumentere det”. Nej vel?

Jeg drømmer om en aften uden skærme. En aften med Uno, solnedgang og stearinlys. En aften, hvor mine børn ikke plager om at få telefonen med i seng, og hvor i stedet både børn og voksne efterlader telefonerne i køkkenet og går i seng, uden internettet udgør vores godnatsang og i nogle tilfælde endda vores godnatkys.Vi prøvede faktisk at holde skærmfri søndag. Én gang. Det holdt til sidst på eftermiddagen. Det var en virkelig god dag. Men hvor var det dog hårdt at være til stede hele tiden. Vi voksne kunne ikke flygte ind i nyhederne, når vi lige havde brug for en pause. I stedet blev vi uvenner, for vi har glemt, hvordan man tager vare på sine behov uden en skærm.Børnene elskede det. De kunne vist slet ikke tro deres eget held. Mor og far ville lege med dem i flere halve timer, uden de lige skulle forbi køkkenbordet og tjekke, om der var noget, der havde breaket i mellemtiden.

De mennesker, der kommer til at klare sig bedst i fremtiden, bliver dem, der ikke lader sig distrahere. Vi er nødt til at skille tingene ad, hvis vi vil forhindre, at Google og vores telefoner skal fjerne vores fokus på hinanden, skriver cand.mag. Mette Bærbach Bas.

Kvindekamp var et fremtrædende emne i TV-serien Matador. Hvis du graver lidt dybere end dramaet mellem familien Varnæs og Skjern, ser du kvindekamp for fuld udblæsning portrætteret i karakteren Agnes. Hun gik fra at være naiv stuepige til selvstændig kvinde og forbillede. Fra første øjeblik vi hører den klingende latter fra Varnæs’ stuepige i seriens åbningsscene er vi – seerne – fulde af sympati over for hende og hendes udvikling.Agnes gennemgår en sjældent kompetent skildret opvågnen. Hun går fra at være en naiv stuepige, der kun drømmer om at få en mand og børn (det, Afgnes kalder at ”få sit eget”), til en selvstændig, no bullshit kind of woman, der lever helt på egne vilkår.Lyt til idéhistoriker Mette Bærbach Bas fortælle om stuepigernes vilkår i Matador.

Oktober 2018 vil blive husket som grådighedens måned. Den måned, hvor griske personers handlinger for alvor blev blottet i de danske medier med breaking news om hvidvask, skattesvig og svindelsager. For idéhistoriker Mette Bærbach Bas blev oktober også måneden, hvor nøjsomhedens aktie steg i vejret.

Har du tænkt over dine relationer? Er du strategisk om, hvordan du opbygger dem? Hvis svaret er nej, kan du med fordel lytte med her. Idéhistoriker Mette Bærbach Bas giver sit bud på, hvordan man skaber gode relationer til andre ved at lade være med at sige tak og i stedet skylde andre en tjeneste.

På søndag slår børnene katten af tønden. Men hvad er de voksnes opgave? Jo, de skal til at tænke over, hvad de vil faste fra.Søndag indledes nemlig en 40-dages periode med faste, som er et spændende og kærkomment tilbud til din sjæl om at kommunikere rent gennem en krop, der for en periode ikke belastes med stimulanser og svært fordøjelige fødevarer.Alle de store verdensreligioner har en periode med faste. Den danske protestantiske folkekirke anbefaler ikke faste, men både katolsk-kristne, ortodoks-kristne, jøder, muslimer og hinduister faster. Man fristes til at konkludere, at når så mange mennesker i flere tusind år har fulgt et regelsæt, der handler om at faste, så er der måske noget om snakken?

Du gør det. Jeg gør det. Vi gør det allesammen. Rigtig meget. Og vi skulle måske holde op med det. I denne episode fortæller idéhistoriker Mette Bærbach Bas om danskernes vane med at sige tak. Hun mener, at vi gør klogt i at pakke denne vane væk, når vi rejser i udlandet.

Mange af os blev overraskede, da vi fandt ud af, at vi var så lykkelige. Det havde vi ikke lige lagt mærke til. Vi havde måske endda slet ikke set det komme. Faktum var imidlertid, at FN i 2012 udgav deres første rapport over, hvor lykkelige verdens lande er. Rapporten hedder World Happiness Report. Danmark lå nummer et.Forskningspanelet bag World Happiness Report tog i sine undersøgelser udgangspunkt i 6 parametre: BNP, frihed, levealder, korruption, generøsitet og social støtte, og så målte de på alle verdens lande og kunne altså konkludere, at Danmark var vinderen. Det har nemlig vist sig, at dansk kultur ligger i den ekstreme – og altså eftertragtelige – ende, hvad angår lighed og tillid, som FN anser som de to vigtigste faktorer for lykke.

Du er sikkert ikke klar over det – og du kan måske heller ikke lide at høre det – men danskerne er et ekstremt folkefærd. Ekstremt forstået på den måde, at vi befinder os i den yderste ende af skalaen på en lang række ranglister og indekser, lige fra rigdom til økologi og lykke. Vi er nødt til at forholde os til alle disse førstepladser, for de gør det sværere for os at samarbejde og sameksistere med andre kulturer, mener idéhistoriker Mette Bærbach Bas.

Den danske kultur er ekstrem og gør, at vi halter bagud på eksport og ikke lykkes med at integrere udlændinge. Vi mangler ganske enkelt selvindsigt om vores egen ekstreme kultur, og derfor slår integrationen fejl igen og igen.Et kig på kulturforskernes resultater de seneste 20 år viser, at Danmark næsten altid ligger i den ene ekstreme ende, når kulturer sammenlignes på samfundsparametre som f.eks. hierarki, tryghed, tillid, feminine kontra maskuline samfundsværdier, individualisme kontra kollektivisme.I vor tids overflod af coaches, mentorer, terapeuter, guruer og livsstilseksperter undrer det mig, at vi danskere er så lidt bevidste om vores egen kultur. Vi underkaster vores barndom, vores parforhold og vores karrierer omfattende grublerier, men vores kultur – den stiller vi ikke spørgsmålstegn ved. Det er dumt, for det er kulturen, der holder os tilbage.

Fordomme dukker op på de underligste tidspunkter. Ofte helt uden vi opdager det. Det sker for os alle sammen, og det skete især for mig, dengang min mand og jeg skulle vælge skole til vores datter. Den lokale folkeskole ligger på kanten af en ghetto, og derfor havde følgende fordom fundet vej til mine tanker: Vil min datter komme med i en bande, når hun bliver teenager, hvis vi vælger skolen med de mange ghettobørn?Det var, som om al logik forsvandt. Jeg tog slet ikke min datters miljø, opvækst og værdier med i betragtning. Jeg tænkte ikke på, at det jo er mit ansvar at opdrage min pige til at begå sig i sociale sammenhænge. Jeg glemte helt, at der jo kan ske rigtig meget, før hun kommer i den bandeparate alder.Men hvor kommer disse fordomme fra? Hør mere om dette i denne podcast.Vært: Mette Bærbach BasLæs mere her: www.kulturspejlet.dk

Min datter har ingen klassekammerater med et dansk navn. Alligevel er der ingen tvivl om, at hun går i en pæredansk folkeskole, skriver Mette Bærbach Bas. Efter to måneder i den lokale folkeskole kan Bærbach konkludere, at datteren Sif hverken er blevet kriminel eller har mistet sit niveau af danskhed. Vært: Mette Bærbach BasLæs mere her: www.kulturspejlet.dk

Et kulturmøde kan lykkes, hvis man fokuserer på at tage det bedste fra begge kulturer. Sådan har det i hvert fald været for idéhistoriker Mette Bærbach Bas, der deler sine erfaringer fra et dansk-tyrkisk ægteskab:"Vores to små piger har en dansk mor og en tyrkisk far. De færdes hjemmevant i begge kulturer og på begge sprog. Når vi holder jul hos mine forældre i Vendsyssel, synger de med på salmerne i kirken, danser om juletræet og stiller risengrød ud til nissen. Når deres tyrkiske farmor og farfar inviterer til bayram-fest (afslutningen på ramadanen) i Fredericia, kysser de på hånd og får slik og pengesedler af de voksne og spiser baklava (en kage i sukkerlage) med største nydelse. Så nemt et kulturmøde har det ikke altid været. For børnene, jo, men ikke for min mand og mig."Vært: Mette Bærbach BasLæs mere her: https://kulturspejlet.dk/

Tiden mellem jul og nytår er noget helt særligt. Her mister ugedagene deres betydning, og vi oplever et lille åndehul uden deadlines, møder og virksomhedsmål. Her er der plads og ro til refleksion. Vi mærker efter, tænker os om og gør op. Bevidst eller ubevidst skaber vi fragmenterne til et nytårsforsæt.Lyt med, når idéhistoriker Mette Bærbach Bas reflekterer over det perfekte nytårsfortsæt, og få inspiration til at nå dine egne mål - også når hverdagen sætter ind.Vært: Mette Bærbach BasLæs mere her: https://kulturspejlet.dk/

Dansk kultur er ekstrem og spænder ben for kulturmødet. Sådan skriver idehistoriker og forfatter Mette Bærbach Bas i sin bog Kulturspejlet. Danskerne er nemlig ekstremt tillidsfulde, ekstremt individualistiske og ekstremt uformelle.Det forklarer faktisk alt det, der går galt, når vi skal samarbejde og sameksistere med udlændinge, hvad enten vi laver handler med russere, skal integrere flygtninge i vores lille land eller gifter os med en svensker. I denne podcastserie tager Mette Bærbach Bas pulsen på danskerne, vores overbevisninger og handlemønstre. Det starter nemlig med os selv: Så snart vi indser, at det er os, der er de underlige, bliver det langt nemmere at finde løsninger og forklaringer på de svære kulturmøder.Podcasten er til dig, der bor eller arbejder sammen med folk fra andre kulturer, og som gerne vil have viden og redskaber til at begå dig mere gnidningsfrit med udlændinge og i højere grad få de resultater, du ønsker, i kulturmødet. Forfatterens ord og tekster tilbyder dig en mulighed for at se